Sorthøj



Egentlig hedder området Bejsebakken. I Bind 1 af Aalborgs Historie står der: " Bejsebakken kaldes det store højdedrag,
på hvis top Sdr. Kirkegård ligger. Vort interesseområde er det hidtil ubebyggede område, der afgrænses af Sdr. Kirkegård,
Nordtoft, Hasserisvej og Skelagervej. Efter pløjning kunne man, ved tålmodig vandring frem og tilbage, finde lerkarskår,
fragmenter af klæberstenskar, glasperler og større og mindre fragmenter af bronzesmykker".

I slutningen af 1950'erne foretoges der udgravninger på stedet, som afslørede, at der på det flade plateau på toppen havde
ligget en større landsby fra yngre germansk jernalder med langhuse, grubehuse, ildsteder, brønde, gruber og kulturlag.
Imidlertid var der ikke råd til at undersøge området fuldstændigt, og udgravningerne blev derfor dækket til igen.

I.f.m. Aalborg kommunes planer for en udbygning af området, kom der imidlertid igen fokus på områdets arkæologiske
værdier. I slutningen af 1990'erne blev der igen gravet på området på toppen. Der blev gjort mange interessante fund, men
mærkeligt nok blev der ikke fundet nogen grave. Så hvis man havde forventet et nyt Lindholm Høje, blev man måske en
smule skuffet. Tilbage står så spørgsmålet: Hvor findes gravene ? Måske under den for længst bebyggede del af Bejsebakken ?

Frem til slutningen af 1990'erne lå Bejsebakken, eller Sorthøj, som området er kommet til at hedde som et delvist dyrket område med stor rekreativ værdi for Aalborgs beboere. Kommunens planer for at bebygge området gav derfor anledning til megen diskussion, ikke mindst blandt beboerne i Hasseris.

Hasseris Grundejerforening var en meget aktiv part i denne debat, og indtog fra begyndelsen den klare holdning, at området skulle bevares som en væsentlig del af de grønne kiler mod Aalborgs centrum, som kommunen var meget stolte af. Men økonomiske hensyn vejede tungt for Aalborg kommune, og her lå der attraktive arealer, som kunne sælges til høje priser.
 
Naturligvis var efterspørgslen også betinget af, at der rent faktisk var mange hasserisborgere, som kunne se en interesse i at afhænde deres store villa, og nyde deres otium i mindre, moderne boliger med en placering, som de fandt attraktiv.

I.f.m. udformningen af lokalplanen for Sorthøj var det derfor væsentligt for Hasseris Grundejerforening at sikre områdets rekreative værdi. Med den endelige udformning af lokalplanen, hvor områdets bebyggelse er lagt i et antal afgrænsede byggefelter, som tilsammen højst må udgøre 40% af det samlede areal, er det da også lykkedes at undgå, at hele området plastres til med parceller.
Udformningen af de enkelte byggefelter, og de huse der bygges, kan naturligvis altid diskuteres. Men når området er vokset til, skal det nok blive en dejlig bydel, og naturligvis skal ingen være i tvivl om, at Hasseris Grundejerforening ønsker de nye beboere i Hasseris velkomne.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Hasseris Grundejerforening fortsat vogter over området. Vi har ved flere lejligheder medvirket til at Aalborg kommune bliver holdt fast på lokalplanen, og at ansøgninger om dispensation afvises af kommunen.
Vi ønsker at området også i fremtiden skal kunne benyttes af alle borgere i Aalborg. Den smukke udsigt, og det historiske vingesus, man kan fornemme, når man går en frisk tur på sydvestskråningen skal ikke være forbeholdt nogle få. Den skal de kommende generationer også kunne nyde.

Er De interesseret i at læse lokalplanen for Sorthøj, kan De finde den HER  Lokalplanen hedder 05-035 Boligområde m.m. på Sorthøj, Hasseris