Søg
Close this search box.

Foreningsaftale med Eniig Fiber A/S

Foreningsaftale med Bredbånd Nord – nu: Eniig Fiber A/S er opsagt med udgangen af 2019

Hasseris Grundejerforening har den 18. juni 2019 modtaget et brev fra Eniig Fiber A/S, hvori de opsiger den foreningsaftale, der blev indgået i maj 2015 mellem parterne, med udgangen af 2019. Foreningsaftalen omfatter de vilkår, hvor der har kunnet leveres TV og internet til medlemmerne af Hasseris Grundejerforening.

Årsagen til opsigelsen er iflg. brevet at en foreningsaftale ikke længere er krævet af leverandørerne af internet og TV-signaler. Eniig Fiber A/S fortsætter naturligvis som hidtil med at levere internet, TV og telefoni til de medlemmer af Hasseris Grundejerforening, der er tilsluttet fibernettet.

Det betyder i praksis, at der i resten af 2019 fortsættes som hidtil.

Måden at se TV på er også i Danmark under voldsomme ændringer. Mange unge mennesker er ikke tilkoblet en TV-pakke, men streamer derimod de programmer, de gerne vil se via internettet. Et eksempel på dette kan være via et abonnement hos f.eks. Netflix eller HBO Nordic. Det er bl.a. en af årsagerne til, at vi nu alle betaler ”TV-licensen” via skatten og ikke længere via en opkrævning.

Fra 2020 kan vi nok forvente nogle ændringer, men det er nødvendigvis ikke til et dårligere produkt. Konkurrencen på markedet er stadig aktiv på alle fronter. Dertil skal man også lige notere sig, at moderselskabet for Eniig Fiber A/S også er moder for Stofanet A/S. Så måske skal vi snart se en sammenlægning af ”de to konkurrenter”, der jo begge skal kæmpe mod bl.a. You See om adgangen til telefoni, internet og TV i de danske husstande.

Bestyrelsen vil derfor anbefale vore medlemmer til at afvente situationen og se hvad der evt. sker i 2020 og agere efter dette.

Venlig hilsen

Bestyrelsen for Hasseris Grundejerforening

Torben Thorup Jensen

Formand for bestyrelsen